fbpx
Annonce

Medier: Ronald Araújo klar til at forlade Barca

Peter Vyff - 24.04.24

 


Ronald Araújos fremtid har været op til diskussion på det seneste efter kampene mod PSG og Real Madrid. Uruguayaneren skulle nu angiveligt være klar til at forlade Barca, såfremt ledelsen skulle finde på at sætte ham til salg.

Der har i denne sæson været store spekulationer vedrørende Ronald Araújo, der har udviklet sig til en af verdens bedste midtstoppere. Barca-kaptajnen er således blevet sat i forbindelse med Bayern München, Paris Saint-Germain og Manchester United, der alle ønsker at forstærke sig med forsvarsspilleren.

Uruguayaneren har dog tidligere afvist at forlade Barca, som han føler, at han skylder meget for at nå dertil, hvor han er i karrieren. Catalanerne har samtidig også nægtet at åbne forhandlinger med især Bayern, der angiveligt stod klar med 80-90 mio. euro i januars transfervindue.

Artiklen fortsætter under annoncen


Situationen har dog ændret sig en smule henover den sidste uges tid, hvor Araújo har modtaget en del kritik efter udvisningen mod PSG i Champions League. Uruguayaneren meldes af flere kilder ikke længere som urørlig hos Barca, hvor ledelsen skulle overveje et salg for at balancere den hårdt pressede økonomi.

Centerbacken har dog umiddelbart intet ønske om at forlade Barca, men ifølge radiostationen Catalunya Radio og avisen Sport, er han klar til at skifte andetsteds, hvis han bliver bedt om det. Rygtet forstærkes kun yderligere af, at Araújo skulle være utilfreds med det seneste kontraktudspil fra ledelsen.

Alt er dog for nu stadig spekulationer ovenpå en grim fodbolduge, hvor Barca både tabte i Champions League og La Liga. Catalanerne er dog nødt til at få løst situationen, inden rygterne tager fart, og det kunne være ved at annoncere en kontraktforlængelse med den stærke midtstopper.

// Ronald Araujo
.:FORSIDE:.